En af de nok mest udbredte undervisningsmetoder i Danmark og resten af verden, er IRE-metoden, som beskriver den situation der opstår hver eneste dag i skolen: Læreren Initierer (ofte med et spørgsmål), eleverne Responderer (ofte ved at en enkelt elev svarer) og læreren Evaluerer (tilkendegiver om svaret var tilfredsstillende). I mange tilfælde kunne man også kalde det “spørgsmål/svar-metoden”.

Vi har i et tidligere blogindlæg skrevet om vigtigheden af at indføre tænketid i disse situationer, og i dette indlæg får du yderligere input til, hvordan du kan kvalificere dine
“IRE-øjeblikke”.

Først lidt statistik om spørgsmål og svar i skolen generelt:

• Lærere stiller i gennemsnit 2-300 spørgsmål hver dag
• 60% af spørgsmålene handler om genkaldelse af fakta
• 20% handler om rent praktiske ting (fx “Hvor er dine bøger?”)
• Eleverne får i gennemsnit 0,9 (!) sekunder til at tænke over svaret, inden læreren udpeger en elev der skal svare, eller måske endda selv svarer på det.
• 70% af elevernes svar tager mindre end 5 sekunder og består gennemsnitligt af 3 ord.

(Kilde: Stobart 2016, Helmke 2013)

Udfordringer

Efter et spørgsmål vil der ofte være en større eller mindre del af eleverne der ønsker at svare. Det kan fx være at 5-6 elever markerer ved at række hånden op. Hvad fortæller det mig om resten af klassen? Kan de ikke svaret? Har de overhovedet tænkt over spørgsmålet? Var det så let et spørgsmål, at de ikke finder det interessant at svare?

Dertil kan vi så lægge den udfordring der ligger i, kun at høre en enkelt elevs svar på et spørgsmål. Hvis det kun er én elev der svarer, hvad fortæller det mig så om de øvrige elevers tænkning? Hvis eleven svarer rigtigt, betyder det så at hele klassen har forstået? Hvis eleven svarer forkert, har hele klassen så brug for at få det forklaret igen? Findes der elever i klassen der ville svare på en anden måde, og som evt. kunne tilføje noget til svaret?

En sidste udfordring der skal peges på hér er, at ét spørgsmål/ét svar kun skaber en interaktion mellem læreren og den enkelte elev. Selvom vi ideelt set ønsker at alle elever er engagerede i situationen, vil man ofte opleve, at resten af klassen mister engagement i det øjeblik én elev udpeges til at svare.

Vi bruger spørgsmål og svar i den daglige undervisning bl.a. for at skabe flow i undervisningen, for at engagere eleverne og for at undersøge deres forståelse. Der kan dog i forlængelse af ovenstående udfordringer opstå et misforhold mellem vores hensigter, og den måde vi reelt arbejder med spørgsmål/svar.

Udvikling af praksis

Vi kan gøre mange ting for at kvalificere denne centrale del af vores praksis. Her beskrives tre enkle benspænd, som ikke kræver ekstra forberedelse og som potentielt kan have stor effekt på din undervisning.

Benspænd 1

Du stiller en simpel regel op for dig selv, som du konsekvent overholder fx i en hel lektion, eller en hel dag. Hver eneste gang du har stillet et spørgsmål, siger du til eleverne:

“Snak med sidemanden, hvad kan svaret på dette spørgsmål være?”

Herefter giver du fx 30 sekunder hvor eleverne taler sammen. Snakketiden kan variere alt efter spørgsmålet.

I starten vil det føles unaturligt, og du vil måske føle at flowet i din time bliver forstyrret. Men forhåbentlig vil du også opleve positive effekter, fx at alle elever er aktive ift. dine spørgsmål (du når stadig ikke at høre alles svar, men nu er der flere/alle der har været aktive!). Du vil måske også opleve flere elever der ønsker at svare, fordi de har haft mulighed for at drøfte svaret med en makker. Dertil kommer, at man nu svarer som gruppe, så det kan være mindre “farligt” end hvis man svarer alene. Kvaliteten af svarene kan i mange tilfælde også stige.

Du kommer helt automatisk til at stille færre spørgsmål, og du får tid til at gå rundt og lytte til elevernes tænkning.

Benspænd 2

“Jeg må aldrig nøjes med kun ét svar fra én enkelt elev”.

Dette giver anledning til, at du får udvidet din viden om elevernes tænkning, og giver helt naturligt mulighed for at inddrage forskellige perspektiver på det samme spørgsmål. Hvis du har anvendt “snak med sidemanden” har alle talt om svaret, så du kan fra starten sige, at du vil høre 3 gruppers svar, hvorefter alle sidemandsgrupper igen skal tale om, hvad der var ligheder/forskelle mellem de 3 svar.

Når du på denne måde beder om flere svar på samme spørgsmål, kan det hurtigt blive tydeligt, hvis du stiller mange spørgsmål på overfladeniveau. Variationen mellem svarene kan i det tilfælde være lille, og det er svært at pege på forskelle mellem dem. Dette giver anledning til det sidste benspænd:

Benspænd 3

“Jeg stiller altid 3 spørgsmål på dybdeniveau”

Som nævnt i starten af dette indlæg, er der ganske mange af de spørgsmål vi stiller, som er på overfladeniveau, og det kan være godt at udfordre sig selv på at stille flere spørgsmål på dybdeniveau. Det kan være svært at lave en helt præcis definition på overflade- og dybdespørgmål, da det afhænger af den konkrete kontekst. Overordnet kan man dog sige, at overfladespørgsmål ofte handler om at eleverne skal huske, og dybdespørgsmål handler om, at eleverne skal tænke.

En hurtig tilgang til dybdespørgsmål kan være at anvende Hvorfor… eller Hvordan… i starten af sætningen. Man kan også lade sig inspirere af forskellige taksonomier fx Blooms eller SOLO. Et dybdespørgsmål der tager udgangspunkt i Blooms taksonomi kunne fx lyde “Hvad ville der ske, hvis vi ændrede hovedpersonens miljø? “ eller “Hvilke andre forklaringer kan vi give, som også kommer frem til det samme resultat?” I SOLO taksonomien kunne et dybdespørgsmål lyde “Hvad er sammenhængen mellem dette emne, og dét emne vi arbejdede med sidste måned?”.

Det at arbejde med benspænd som dem der er beskrevet hér kræver naturligvis, at du rammesætter for eleverne, at du øver dig i en ny teknik. Samtidig bør det også overvejes, hvilke klasseledelsesværktøjer som skal anvendes, fx når snakketiden afsluttes efter “snak med sidemanden”. Her kan man med fordel kalde tiden når der er 20 sekunder tilbage, så eleverne ved, at de skal runde af. Man kan bruge en lille klokke, hvor man med ét ring markerer at tiden er ved at være gået, og med to ring markerer, at nu skal snakken stoppe. Andre klassiske metoder til at få elevernes opmærksomhed kan selvfølgelig også bruges, herunder klappe-rytmer som eleverne gentager eller “lytte-ører” (læreren holder to fingre i vejret, og når eleverne ser dette stopper de snakken og holder også selv to fingre op).

Vi håber at ovenstående tilgang til spørgsmål/svar kan være endnu et godt redskab i din didaktiske værktøjskasse, og hører gerne om de erfaringer du gør dig, hvis du prøver benspændene af.