September 2018

”Styrken ved professionel læring”

Af Helen S. Timperley
Dafolo, 2018

Du kan købe bogen her

Denne Månedens Bog er skrevet af New Zealandske Helen Timperley og indeholder mange skarpe og udfordrende pointer til arbejdet med udvikling af skolens praksis og læreprocesser for professionelle. Bogen indledes med et citat, hvor skoleudvikling sammenlignes med en orkan, der suser over et hav; På overfladen er der oprørte vande, men nede ved havbunden er der fuldstændig roligt. På samme måde kan det gå med mange udviklingstiltag; Der læses, skrives, debatteres og holdes kurser, men i den daglige undervisning er praksis stort set uændret.

Bogen opstiller en cyklisk tilgang til arbejdet med professionel læring, hvor lærernes udvikling af praksis tager udgangspunkt i elevernes læring. Timperley beskriver i den forbindelse en situation, som mange nok kender: Data om elevernes læring, fx resultater fra faglige tests eller trivselsundersøgelser præsenteres for lærerne, som enten forkaster eller accepterer dem, hvorefter praksis som regel er uændret. Bogens argument er i den forbindelse bl.a., at data om elevernes læring og trivsel må bruges som udgangspunkt for afklaring af de professionelles læringsbehov, og at kompetenceudvikling vil have langt større effekt, hvis den tager udgangspunkt i lærernes umiddelbare oplevelse af nødvendighed for at udvikle praksis.

For at den professionelle læring kan have effekt på elevernes læring, er der mange faktorer, som spiller ind. I bogen argumenteres der bl.a. for, at lærerne må udvikle et undersøgende tankesæt, hvor de er nysgerrige på egne praksisteorier og -antagelser, og hvor de er optaget af at udvikle disse til mere nuancerede forståelser.

Dertil argumenteres der for behovet for ledelsens involvering, herunder bl.a. vigtigheden af at ledelsen ser sig selv som en vigtig medspiller og facilitator i lærernes læreproces, at ledelsen indhenter og handler på data om lærernes læring, samt at ledelsen deltager aktivt i kompetenceudviklingen. Samtidig understreges det igen og igen, at det egentlige formål med alt udvikling i skolen – elevernes læring og trivsel – hele tiden skal være i fokus.

Bogen vil være en god og passende forstyrrelse til alle, der arbejder med læring for professionelle, og anbefales især til skoleledelser, vejledere, forvaltninger og konsulenter.

September-kompetencehusetheckmann_final