Marts 2018

“Anerkendende pædagogik – om nærvær i børnehøjde”

Af Bente Lynge, Dansk Psykologisk Forlag, 2007

Du kan købe bogen her

Ordet anerkendelse bliver til daglig tillagt forskellige betydninger, og bliver i nogle tilfælde sidestillet med “…at blive rost” eller “…at få en pris/præmie/bonus for en særligt god indsats”. Selvom anerkendelse også handler om at sætte fokus og være opmærksom på det, der virker, rummer begrebet mere end dette. Månedens Bog kan være et godt udgangspunkt til dels at få et mere nuanceret syn på anerkendelse, og dels til at udvikle sin pædagogiske værktøjskasse.

I et bredere perspektiv handler anerkendelse om at blive set, hørt og forstået, og anerkendende pædagogik om “at skabe en praksis, som understøtter barnets og den unges evne til at styre gennem eget liv…” (citat fra bogen), hvilket der gives mange eksempler og perspektiver på. Teksten suppleres med en mængde gode anekdoter og konkrete øvelser, som man kan arbejde videre med i teamet, og bogen fremstår via layout, farvevalg og billeder visuelt indbydende. Kapitlerne er lette at gå til, og kan læses uafhængigt af hinanden.

I de første kapitler “Barnets tidlige udvikling” og “Hvad sker der i hjernen?” gives en generel introduktion til begrebet anerkendelse, hvorefter der gives et overblik over barnets kognitive udvikling og de processer i hjernen, som er med til at danne os i de første leveår. Der gives bl.a. eksempler på, hvordan forskellige oplevelser i relationer med andre mennesker er afgørende for, hvordan vi senere håndterer situationer, hvor vi fx bliver stressede, eller føler at vi ikke har tilstrækkelige ressourcer. Fokus ligger i den forbindelse både på de voksne, der er forældre til barnet, og også på de professionelle, som barnet møder i institutionerne. Da nogle af pointerne i disse afsnit kobler sig til barnets første leveår, er de ikke alle direkte overførebare til skolens hverdag, men de giver en god baggrundsviden, og der er mange dele af kapitlerne, som sagtens kan relateres til arbejdet som lærer/pædagog i skolen.

De næste kapitler, som bl.a. har titlerne “Udfordringer, ressourcer og social støtte” og “Hjælp til at opbygge ressourcer”, giver en mængde gode modeller og redskaber, som kan bruges til udvikling af praksis. Fx gives en introduktion til hhv. den kognitive og narrative tilgang, og de efterfølgende afsnit om bl.a. spørgsmålstyper, samtalestrukturer, “spejlning” og reflekterende dialoger er anvendelige for alle, uanset om man læser som lærer, pædagog, konsulent, leder eller privatperson. De nævnte modeller og redskaber kan være med til at kvalificere praksis, så man udvikler sin evne til at være lyttende, indlevende og nysgerrig på den andens perspektiv og forståelse, for derigennem at hjælpe den man taler med, til at se nye perspektiver og muligheder. Der gives også eksempler på, hvordan man kan arbejde med at sætte fokus på det der virker, og kapitlet “Appreciative inquiry” rummer mange gode eksempler og spørgsmål, som kan bruges til det videre arbejde i praksis.

I bogens sidste kapitler sættes der fokus på skolens praksis, og på hvordan man kan anvende tænkningen i anerkendende pædagogik til fx at udvikle de professionelle samtaler om praksis samt til forældresamarbejdet. Der gives her redskaber, som også kan anvendes i de teams, der arbejder som professionelle læringsfællesskaber. Samtidig gives der konkrete eksempler, som kan anvendes indenfor specialpædagogikken.

Til de læsere som gerne vil have en hurtig “passende forstyrrelse”, kan det anbefales at starte med bogens sidste kapitel “En let måde at komme i gang”. Man bør dog efterfølgende supplere med læsning af bogens andre kapitler.

Bogen anbefales til alle, der arbejder med pædagogisk praksis.