Pædagogisk ledelse – hvordan?
Det er et vilkår at skoleledelse ofte foregår på afstand af den konkrete undervisning. Samtidig peger mange undersøgelser på, at den største enkeltstående faktor som har indflydelse på elevernes læring, er læreren, mens rammefaktorer som fx timetal, klassestørrelse og økonomi har mindre betydning (fx Hattie, 2009; TIMMS, 2015).
Med disse forskningsresultater kan man som ledelse måske sidde tilbage og fundere over, hvad ens eget bidrag til elevernes læring er? Hvilken betydning har de beslutninger der træffes på ledelsesgangen, når hverdagen kører? Hvilke muligheder har jeg som leder, for at påvirke det, der reelt sker i de enkelte klasselokaler?
Denne artikel sætter fokus på nogle af de værktøjer man som ledelse har til rådighed, som giver mulighed for at understøtte udviklingen af skolens undervisningspraksis og elevernes læring, mens man samtidig har lærernes metodefrihed for øje.
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har netop udgivet en rapport, som sætter fokus på sammenhængen mellem forskellige former for ledelse, og effekten på implementering af folkeskolereformen og de nye undervisningspraksisser, der i den forbindelse lægges op til.
Blandt de forskellige ledelsesformer peger rapporten bl.a. på pædagogisk ledelse som værende særligt effektfuldt i forhold til at udvikle praksis på skolen. I den forbindelse peges der specifikt på ledelsens aktive involvering i den daglige undervisning, på dét at man som ledelse benytter sig af observation og feedback og på at man indgår i pædagogiske drøftelser med personalet.
Det er med andre ord i de situationer, hvor ledelsen går med ned i maskinrummet, som har stor effekt på udvikling af de professionelles praksis. Dette giver anledning til at gengive en formulering, som vi første gang stødte på ved en studietur til Drammen i Norge:
Al skoleledelse må handle om dét, der sker i klasserummet
Samtidig peger rapporten på, at der er et stort potentiale i forhold til pædagogisk ledelse, da det ikke er en ledelsesform, der på nuværende tidspunkt er særligt udbredt i den danske skole. Således siger kun 2 % af de adspurgte lærere i undersøgelsen, at de inden for det sidste år mindes at have oplevet pædagogisk ledelse i form af fx observation og feedback (SFI, 2017).
I denne artikel får du syv konkrete tips til, hvordan du kan udvikle din ledelsespraksis i forhold til pædagogisk ledelse. De syv tips er inspireret af rapporten fra SFI, samt nogle af de spændende ledelsesmæssige tiltag vi møder på skolerne rundt om i både Danmark og Norge. Nogle er mere ressourcekrævende end andre, så det kan være en fordel at udvælge hvilke strategier man bliver særligt optaget af og ønsker at implementere i praksis.
Tip 1 – Formuler et tydeligt mål og kommuniker det til personalet
Dette tip kommer før alle andre, da retningen for skolens overordnede udvikling og de efterfølgende tiltag defineres af, og rettes mod, de mål I har sat.
En af udfordringerne med pædagogisk ledelse og -praksis er, at alt kan synes vigtigt og alt presser sig på. Hvad er det vigtigste for jer, og hvordan har det indflydelse på de valg I træffer i hverdagen? Vivianne Robinson (2015) peger på nødvendigheden af mål i den pædagogiske ledelse, og i den forbindelse tydeliggør hun tre betingelser som skal være opfyldt, for at målene kan fungere i praksis:
- Man skal føle en personlig forpligtigelse over for målet
- Man skal tro på at målet er realistisk
- Målet skal være så specifikt, at man har mulighed for at registrere egen progression i forhold til det
Man kan anvende forskellige strategier når man formulerer mål for en organisation. Èn tilgang kan være, at man formulerer en “brændende platform”, som skaber motivation og forståelse for nødvendigheden af forandring. Målet kan i den forbindelse med fordel udarbejdes i samarbejde med personalet.
Ud over selve målet, er det vigtigt at forholde sig til tidshorisonten, og her være opmærksom på, at ændringer i praksis tager lang tid. Fx har man i Norge i nogle kommuner arbejdet med implementering af vurdering for læring i over 7 år.
Endelig bør man overveje, hvordan mål og tidshorisont kommunikeres til personalet. Stil jer selv spørgsmålet:
Hvordan kan vi sikre, at vi kan prikke en tilfældig medarbejder på skulderen, og bede vedkommende fortælle hvilket mål vi arbejder hen mod, og hvilke indsatser der er sat i gang, for at komme derhen?
Tip nr. 2 – Læs fælles litteratur på skolen, og prioritér tid til drøftelser
Læsning af fælles litteratur kan have flere effekter, fx udvikling af det fælles professionelle sprog samt udvikling af den konkrete praksis.
Vi oplever generelt at lærere og pædagoger har et ønske om at holde sig fagligt ajour, men at det ofte er svært at finde tiden til det. Det kan i den forbindelse være en god idé at finde kortere, praksisnære artikler, som der så arbejdes i dybden med, som alternativ til en længere bog, hvor det kan være vanskeligt at komme hele vejen rundt om det faglige materiale.
Ud over læsning er det også vigtigt, at der følges op med fælles debat, gerne i mindre grupper. Et godt råd kan i den forbindelse være at lægge specifikke spørgsmål ind som skal drøftes, og evt. udpege en mødeleder som styrer debatten. Gode spørgsmål kunne være:
- Hvad genkender jeg i artiklen ift. min nuværende praksis?
- Hvad bliver jeg inspireret til at prøve af?
- Hvad vil jeg opnå ved at prøve nye tiltag?
- Hvad gør jeg, hvis det ikke virker som jeg forestiller mig?
Tip nr. 3 – Indfør observation og feedback
I SFI rapporten omtales specifikt ledelsens involvering i den daglige undervisning i form af observation og feedback på undervisningen.
Systematisk observation og feedback er ikke et tiltag som er specielt udbredt i den danske skole. Vi oplever at mange ledere gerne vil mere ud i klasselokalerne, men at det ofte er svært at nå i hverdagen. Det er derfor vigtigt at få lagt en tydelig plan fra starten af skoleåret, særligt hvis man ønsker at besøge klasserne mere end én gang.
Tip nr. 4 – Deltag på møder – fx forældremøder og teammøder
Dette er endnu en måde at komme helt tæt på de pædagogiske drøftelser, og få en fornemmelse for, hvad der rører sig i hverdagen.
På en skole i Drammen Kommune i Norge er ledelsen fast mødedeltager på de ugentlige fagteammøder, og sidder med som sekretær/referent. Lederen er ikke ordstyrer og skal ikke nødvendigvis være med til at træffe beslutninger, men har naturligvis mulighed for at give sin mening til kende, hvis situationen kræver det. Tiltaget har givet god effekt på samarbejdet mellem lærere og ledelse, og har været et vigtig element ift. til at støtte implementeringen af skolens udviklingsområder.
Ledelsen kan også deltage på forældremøderne efter sommerferien, fx ved at byde velkommen og kort fortælle om skolens visioner for det kommende skoleår.
Tip nr. 5 – Understøt professionelle læringsfællesskaber
I SFI-rapporten peges også på distribueret ledelse som en del af den pædagogiske ledelse. Det kan fx gøres ved, at uddelegere en del af ledelsesansvaret til mellemledere eller teamledere, som faciliterer udviklingen af professionelle læringsfællesskaber.
Et professionelt læringsfællesskab er kendetegnet ved, at de professionelle lærer af og med hinanden og udvikler undervisningen sammen. Man er nysgerrig på, og har en refleksiv distance til, egen og andres praksis. Man observerer hinandens praksis, både så den observerede og observatøren kan gøre god undervisning endnu bedre (fx Albrectsen, 2013).
Alle tips i denne artikel kan understøtte arbejdet i læringsfællesskabet og i den forbindelse er fx fælles læsning af artikler og lederens observation af undervisningen begge elementer, som kan bidrage til teamets læringskultur.
Et andet tiltag som kan bringes i spil i læringsfællesskabet er lektionsstudier, hvor teamet fælles forbereder en lektion i detaljer, som herefter observeres/videofilmes og analyseres.
Tip nr. 6 – Lav elevinterviews
Elevinterviews kan være et godt middel til at bringe elevernes stemme ind i de daglige drøftelser, både på ledelsesgangen og på møderne i skolens teams. Elevinterviews kan være et godt supplement til eksempelvis trivselsundersøgelser, og kan indgå i skolens indsamling af kvalitative data.
For at give interviewene retning, kan det være godt at starte med et grundlæggende spørgsmål, som man ønsker at få mere viden om, fx:
- Hvad mener eleverne kendetegner den gode undervisning?
- Hvilket sprog har eleverne om deres egen læring og trivsel?
- Er der centrale begreber i hverdagen som personale og elever opfatter forskelligt (fx feedback)?
- Hvilke forslag har eleverne, som ville gøre deres skole-hverdag endnu bedre?
Tip nr. 7 – Få feedback fra personalet
Det sidste tip handler om, hvordan personalet oplever lederen og de tiltag der sættes i gang, hvilket kan give vigtig information, fx hvis man ønsker at bevæge sig tættere på de professionelles praksis ved observation eller deltagelse på teammøder.
Inspireret af artiklen med den lidt udfordrende titel Are you brave enough to ask for staff feedback (Gonzalez, 2015), gives her et par forslag til spørgsmål, hvor personalet skal vurdere, i hvilken grad de er enige/uenige:
- Min leder behandler mig som en professionel
- Min leder udviser en solid forståelse for god undervisningspraksis
- Min leder besøger min undervisning ofte nok
- Min leder søger regelmæssigt mine input når der træffes beslutninger som har betydning for mit arbejde
- Jeg er tryg ved at gå til min leder når jeg oplever udfordringer
- Min leder fremmer de positive relationer mellem medarbejderne på skolen
Når man beder om feedback fra personalet, er det vigtigt at rammesætte, at man har brug for konstruktive tilbagemeldinger, som kan hjælpe én til at blive endnu bedre som leder. Dette er blot én metode til at arbejde eksemplarisk med at udvikle egen leder-praksis, på samme måde som det forventes at personalet udvikler deres undervisnings-praksis.
Pædagogisk ledelse bør handle om det der sker i klasserummet. Forhåbentlig har ovenstående tips givet jer inspiration til at udvikle jeres ledelsespraksis, med det formål at udvikle undervisningen og støtte alle i at lære mest muligt.
Af Thomas Nybo, Konsulent, Kompetencehuset Heckmann
Kilder:
Albrectsen, Thomas, 2013:
Professionelle læringsfællesskaber. Dafolo
Allerup, Peter m. fl., 2015:
TIMMS: En undersøgelse af 4. klasseelevers færdigheder i matematik og natur/teknologi.
Gonzalez, Jennifer, 2015:
Are you brave enough to ask for staff feedback?
Cult of pedagogy: https://www.cultofpedagogy.com/faculty-staff-survey-form/
Hattie, John, 2009:
Visible Learning. Routledge.
Robinson, Viviane, 2015:
Elevcentreret skoleledelse. Dafolo
Winter, Søren m.fl., 2017:
Gør skoleledelse en forskel? SFI.
Data, data og data
Arbejdet med data spiller i dag en større rolle i skolen, end det har gjort tidligere. Data kan være en vigtig faktor til systematisk at arbejde med udvikling af skolens praksis, men data er ikke noget i sig selv, og måden hvorpå der arbejdes med data spiller en væsentlig rolle for effekten.
SFI er netop udkommet med to nye rapporter om brug af data i folkeskolen. Rapporterne udspringer af et projekt som gennemføres til udgangen af 2017, hvor systematisk udvælgelse og brug af data skal hjælpe lærere og pædagoger på landets folkeskoler med at understøtte elevernes faglige udvikling og trivsel. Projektet er også et led i arbejdet med at understøtte den aftale, som KL og staten har indgået om at anskaffe digitale samarbejds- og læringsplatforme i alle kommuner. Rapporternes første resultater peger på, at der er et potentiale for en mere systematisk datakultur i folkeskolen til gavn for både medarbejdere, elever og forældre.
Læs rapporterne her
Data og brugen af den digitale læringsplatform
Flere skoler er godt i gang med at implementere en digital læringsplatform samt anvende forskellige digitale læremidler. En digital læringsplatform giver mange nye muligheder, men kan også give udfordringer, når den møder hverdagen. I praksis ses det, at implementering kræver et samspil med flg. 3 kompetencer:
En rapport fra EVA ridser de første erfaringer op. Her præciseres det bl.a. at arbejdet med platformen må kobles til arbejdet med den gode undervisning.
Læs mere her
Platformen og arbejdet med digitale læremidler kan producere data, men det kommer ikke helt af sig selv. Skolen må prioritere, at der afsættes tid og støtte af til, at lærere og pædagoger kan udvikle denne praksis sammen. Der må bl.a. her drøftes følgende:
- Hvordan arbejdes med læringsmål og tegn på læring?
- Hvilke data ønskes både i og udenfor platformen?
- Hvad kan platformen hjælpe med?
- Hvad kan platformen ikke hjælpe med?
Kvantitative og kvalitative data
Data er mange ting. Data er altid kontekstuelle, og de handler altid om noget bestemt. Det kan både være kvantitative data som fx testresultater, karakterer og trivselsmålinger, men også kvalitative data som observationer, elevproduktioner, elevrefleksioner m.m.
EVA definerer data ud fra følgende fire kriterier, der skal være opfyldt, hvis man skal kunne tale meningsfuldt og anvendeligt om data i skolen:
- Data handler om noget
- Data kan være både kvantitative og kvalitative
- Data er fastholdte, så de kan genbesøges
- Data skal analyseres for at blive til viden
I rapporterne fra SFI står det tydeligt frem, at der bruges langt flere kvantitative dataog at det oftest er dem der bringes i spil på skolen til trods for, at mange lærere og pædagoger tillægger de kvalitative data, som de har i hverdagen stor værdi. Det kan derfor være vigtigt at drøfte:
- Hvad er data?
- Hvilke data har vi?
- Hvilke data ønsker vi?
- Hvordan kan vi arbejde med kvalitative data?
På mange skoler kan der være et potentiale i, at skolen samarbejder om det man kunne kalde for ”de små datas lov”. Data som er forholdsvis let tilgængelige of som er små kvalitative data i forhold til de store kvantitative data. Det kan være data i form af elevrefleksioner, elevernes selvevalueringer, interview af elever, observationer, logbøger m.m. Eleverne kan fx lave fredagstjek, hvor de hver fredag skal samle op på mål, vurdere egen indsats, reflektere over brug af læringsstrategier m.m.
Data og arbejdet med Professionelle LæringsFællesskaber
Data kan bruges til flere ting – og det kræver tid og støtte til indsamling og brug af data. I rapporterne fra SFI fremhæves det, at data i langt større grad bruges til at følge og dokumentere elevernes læring og progression fremfor at bruge dem til at reflektere og udvikle egen undervisning. Arbejdet med data kan derfor med fordel kobles til udviklingen af professionelle læringsfællesskaber, hvor man går fra en jeg-kultur til en vi-kultur. De professionelle må udvikle en kultur, hvor de lærer med og af hinanden. De må sammen udvikle praksis ved at fokusere på, eksperimentere med, observere og reflektere over forskellige undervisningssituationer. Der kan fx arbejdes systematisk med, at lærere og pædagoger planlægger, udfører og evaluerer undervisningen sammen. Her kan fx drøftes de fire grundlæggende spørgsmål som DuFour og Marzano fremhæver:
- Hvad er det, vi ønsker, at vores elever skal lære?
- Hvordan kan vi vide, at vores elever lærer det, vi ønsker, det vil sige, hvad er tegnene på læring?
- Hvordan vil vi respondere, hvis eleverne ikke lærer det, vi ønsker?
- Hvordan vil vi berige og udvide læringen for de elever, som allerede har tilegnet sig den tilstræbte viden?
Arbejdet med data kan være en hjælp til en mere systematisk datakultur i folkeskolen til gavn for både medarbejdere, elever og forældre. Det er dog vigtigt at have for øje, at det ikke er et mål i sig selv – det skal ses som et middel til at fremme elevers læring.
Fra læring til læringsfællesskab
Efter længere tids fokus i den danske skoleverden på effektivisering af arbejdstid, læringsmålstyret undervisning og en heldagsskole til at sikre de nødvendige rammer, er et område blevet underprioriteret: læringsfællesskabet.
Forleden kunne man i Education Week læse, at de kompetencer fremtidens elever skal opøve (kendt under ét som 21st Century Skills), mangler netop opmærksomhed på det læringsfællesskab som opgiver eleverne. I dansk skolekontekst er det mit bud, at dette bliver det næste store opmærksomhedsområde, for elever lærer ikke optimalt, hvis ikke kulturen i klassen, i teamet, på årgangen, i afdelingen og på skolen er bygget op omkring en fælles forståelse af, hvad der skaber læring.
Hvad er så et læringsfællesskab?
Ideen om læringsfælleskaber tog for alvor fart tilbage i 1990, da forfatter Peter Senge bragte begrebet Professionel Learning Community ind i skoledebatten i USA. På dansk er dette efterfølgende blevet oversat til Professionelle Læringsfællesskaber, og senest har Lars Qvortrup samlet den sidste nye forskning inden for dette område i bogen: ”Det vi ved om Professionelle læringsfællesskaber”.
Et læringsfællesskab afspejler ”en vedvarende proces, hvor professionelle i uddannelsesfeltet arbejder samarbejdsorienteret i tilbagevendende kredsløb af fælles undersøgelser og praksisforskning med henblik på at opnå bedre resultater for de elever, som de underviser” (DuFour et al. 2010, s. 11).
Netop dette fællesskab og fælles forståelse for, ikke alene hvad eleven skal lære, men også hvordan de professionelle i en organisation kan samarbejde, så eleven lærer det, er det som flere steder i skoleverdenen ikke har fået så meget opmærksomhed. Mange skoleledere vil bekræfte, at det er et svært område at dykke ned i, da der kan være tale om, at man i processen må udfordre hele organisationens selvforståelse.
Hvordan griber man det an?
Ikke alle medarbejdere ser et læringsfællesskab som noget der kan være givende for deres praksis” . Fx pga. de eksisterende samarbejdsrelationer – eller mangel på samme, eller fordi et sådant engagement forudsætter et menneskeligt overskud, i en situation hvor nogle oplever at være under pres. Hvilket godt råd kan man give lærere og skoleledere i forhold til at igangsætte en sådan proces? Baseret på mine erfaringer og bagvedliggende viden om forskning inden for PLF og forandringsledelse, giver jeg her fire anbefalinger:
1. Find en mælkekasse
Man kan ikke igangsætte forandring uden styrken ved et fælles afsæt. Hvad er det man i organisationen er fælles om. Hvorfor driver vi skole? Kig på skolens værdigrundlag, og find ind til jeres fælles formål. Du er i mål når enhver medarbejder på skolen, fra pedel til skoleleder, når som helst kan stille sig op på en mælkekasse, og gengive hvad der er skolens WHY. Teorien om Why-How-What er udarbejdet af Simon Sinek, og er en effektiv model i arbejdet med en organisations visioner og værdier.
2. Du kan ikke udvikle
Når flotte ord skal omsættes i praksis, så tro ikke at du har evnen til at udvikle andre. Hvis udvikling skal bibringe en kulturændring også i uformelle sammenhænge (over kaffemaskinen, i kopirummet, i fritiden), så skal den erkendes af den enkelte selv. Opgaven er derfor ikke at udvikle andre, men at motivere andre til at udvikle sig selv.
3. Forvent en rutsjetur
Forandringsprocesser vil for de fleste afstedkomme frustrationer. Når man udfordres på, at gøre tingene på en anden måde, er det almindeligt at det afstedkommer usikkerhed, forvirring og måske også frygt for hvem man er, hvad man står for og følelser som ”hvis jeg skal gøre tingene på en anden måde, har den måde jeg har gjort det på indtil nu så været forkert?”. Der vil være medarbejdere der kaster sig ud i det, og som hurtigt kommer godt på vej. Det vil også være medarbejdere som oplever at sidde fast, og som mangler redskaber og forståelse for formålet med processen. Forbered alle aktører på disse forskellige tilgange. Brug eventuelt et visuelt værktøj som The Learning Pit, som også med fordel kan bruges med eleverne, og som illustrerer de faser som man kan støde ind i undervejs.
4. Dialog er vejen til handling
Når visioner skal omsættes i praksis så hold fokus på de handlinger medarbejderne gør der afspejler at de er godt på vej. Brug ikke tiden på at skrive en masse fine dokumenter som kan sættes i mapper og efterfølgende stå i et hjørne og samle støv. Vær tydelig i forhold til hvilke handlinger medarbejdere gerne burde udvise og hav en tæt dialog med medarbejderne i forhold til disse.
Læseren vil bemærke, at jeg ikke her skriver noget om, hvordan og mellem hvem der specifikt skal samarbejdes, eller hvilke handlinger der helt konkret viser, at man har et læringsfællesskab. Dette er bevidst ikke beskrevet, fordi der ikke er en one-size-fits-all. Det I som organisation, i fællesskab kommer frem til, vil kendetegne jeres kultur og læringsfælleskab. Udviklingsprocesser kræver vedholdenhed, tid og ressourcer, og det første skridt kan være svært at tage. Man må være indstillet på udfordringer undervejs, som må mødes med anerkendelse, tålmodighed og vedholdenhed.
Af Thomas Silfen, konsulent Kompetencehuset Heckmann
Spiralen for selvregulerende læring
Alle lærere ønsker at deres elever lærer mest muligt, men dermed ikke sagt, at det er ligetil. Derfor vil der altid være en interesse og nysgerrighed for at blive klogere på, hvad der bedst understøtter elevernes læring. Bl.a. ved vi fra John Hatties forskning, at den største effekt på elevernes læring forekommer, når lærerne lærer af deres egen undervisning, og når eleverne bliver deres egne lærere. Det er derfor interessant at blive klogere på både, hvordan lærere kan lære af egen undervisning og ligeledes, hvordan vi kan stimulere og undervise eleverne i at lære at lære. Med fokus på en større grad af formativ evaluering undervejs i læringsprocessen, hvor læreren beder eleverne vurdere deres læringsproces og forholde sig til, om de er på rette vej, kan eleverne få mulighed for at forbedre kvaliteten af deres læring.
Når elevene selv vurderer deres læringsudbytte, kan læreren få mange brugbare informationer, dels om hvorvidt eleverne har lært det som var målet, dels hvad de evt. har lært, som ligger uden for målet og endelig får læreren informationer om, hvorvidt der er behov for at justere undervisningen.
Løbende vurdering kan forstærkes med mange forskellige metoder, som f.eks. kan være selvvurdering i logbog, drøftelse med sidemakkeren, selvovervågning af kriterier, diverse tjeklister til kvalitetstjek, mundtlige oplæg, tjek ud på Post-it osv. Værktøjerne er mange og begrundelsen for valg af, hvilke man anvender, afhænger af den tid der er til rådighed, elevernes kompetencer og hvad der ønskes at eleverne vurderer. John Hattie opstiller 4 processer der kendetegner selvregulerende egenskaber (Synlig læring for lærere).
Selvovervåger
Hvad er mit mål?
Hvordan går min læringsproces?
Selvregulerer
Er jeg på sporet?
Hvilken vej skal jeg følge mod målet?
Hvordan kommer jeg derhen?
Hvordan er mit tankesæt?
Selvvurderer
I hvorhøj grad har jeg opfyldt målet?
Hvad er mit næste mål?
Hvordan vil jeg gribe mit næste mål an?
Hvilke erfaringer har jeg gjort mig?
Selvunderviser
Hvordan kan jeg få mere viden om mit nye mål?
Hvor kan jeg søge hjælp?
Eleverne bliver sjældent selvregulerende af sig selv. Det kræver, at læreren er en tydelig leder og løbende stilladserer elevernes læring. Læreren må have en grundlæggende tiltro til, at eleverne hele tiden kan udvikle sig og lære nyt – som Terese Hopfenbeck påpeger: ”Alle elever kan ikke lære lige meget, men alle elever kan lære mere”. Det handler om at skabe rum for, at eleverne kan tænke og tale om deres refleksioner, og dermed i højere grad være i stand til at handle på det de tænker over. Det vil også stimulere en dynamisk tilgang om elevernes læringsproces, så de opdager at der hele tiden sker små forbedringer, og at de kan mere end de kunne tidligere. Afhængig af elevernes alder kan der stilles spørgsmål, der fremhæver deres læringsudbytte, og det næste de ønsker at arbejde videre med. Spørgsmålene kan stilles i starten af timen, hvor eleverne kan drøfte nogle af dem før de går i gang, eller som afslutning og opsummering af undervisningen, hvor de kan skrive i logbog, som så kan hentes frem til næste time. Eleverne kan også svare på spørgsmålene når forløbet afsluttes, og refleksionerne kan fremlægges for en gruppe eller en læringsmakker. Her er nogle eksempler på spørgsmål der kan hjælp læringsforståelsen på vej:
Hvad er du mest tilfreds med indtil nu? Hvorfor er du mest tilfreds med det? Hvordan lærte du det? Hvad var det sværeste at lære? Hvordan kan du lære det? Hvad tænker du kunne være det første du skulle gøre? Denne type spørgsmål kan hjælpe eleverne med både at overvåge deres egen læreproces indtil nu, men også at regulere hvad de næste skridt kunne være.
Når eleverne skal vurdere deres læringsudbytte, arbejdsindsats, måde at samarbejde på m.m., kan det være en hjælp at vurdere tegnene på læring for de pågældende læringsmål. Hvad var læringsmålet? Hvilke tegn på læring kan jeg genkende hos mig selv? Nåede jeg i mål med det hele? Hvad kunne jeg blive bedre til? Hvad tager jeg med af erfaringer fra dette forløb til næste forløb? Hvor havde du den bedste indsats i dette forløb? Hvorfor tror du det lykkedes? Hvad vidste du om indholdet før vi gik i gang? Hvad har du lært af nye ting i dette forløb? På hvilken måde kan du bruge det i dit videre arbejde? Alle spørgsmål bringes ikke nødvendigvis i spil på samme tid, men udvikles i takt med at eleverne oplever værdien af spørgsmålene, dvs. når de bliver i stand til at vurdere deres egen læring, både i forhold til hvad de er lykkedes med, og hvad de kan arbejde videre med.
Når eleverne opdager og selv kan sætte ord på deres læringsudbytte og progression, vil deres selvværd og robusthed udvikles, så de har gåpåmod og gejst til at lære sig nyt. På langt sigt er det målet, at de i højere grad bliver i stand til selv at identificere hvilken ny viden de må opsøge, og hvordan de vil lære sig det, så de opfylder læringsmålet. Således vil læring fremstå som en spiral, der vokser og udvikler sig hele livet.