Den daglige undervisning indeholder instruktioner, hvor eleverne efterfølgende skal i gang med en aktivitet. Som lærer og pædagog oplever vi, at disse instruktioner ofte er svære for flere elever.

Nogle elever er gode til at lytte, forstå og følge en instruktion, andre har sværere ved det. Nogle kan have svært ved at lytte til instruktionen, andre kan have svært ved huske den, flere har svært ved at handle selvstændigt, når de går i stå osv. Fælles for os alle er, at vi ønsker at give eleverne de bedst mulige rammer for at kunne navigere hensigtsmæssigt på de instruktioner, vi giver dem.

I denne artikel har vi samlet en række gode råd til at give gode instruktioner.

Rådene kan bruges på alle klassetrin, i alle sammenhænge og i varieret detaljeringsgrad. Lad jer inspirere af rådene, vær nysgerrig og afsøgende på jeres måde at give instruktioner på. Udvælg evt. et enkelt råd, afprøv det i praksis, og evaluere og tilpas/udvikle med henblik på ny praksis. En praksis, der giver eleverne bedre mulighed for at forstå og handle hensigtsmæssigt på vores instruktioner.

Vi har delt instruktionen i to dele:
1) Hvordan giver jeg en god instruktion?
2) Hvordan involverer jeg eleverne i den gode instruktion?

Hvordan giver jeg en god instruktion?

1. Få alle elevers fulde opmærksomhed. Det er essentielt, at vi ikke går i gang med instruktionen, før alle elever er opmærksomme. Ofte kommer vi til at starte, selvom enkelte elever ikke er fuldt opmærksomme. Dette er uhensigtsmæssig for den enkelte elev, men vi vil som underviser også finde det forstyrrende, ligesom klassens øvrige elever, og i nogle tilfælde kan det smitte. Dertil vil en sådan kultur være en selvforstærkende (negativ) kultur. Så det er bedre at stramme op hver gang, kulturen går i retning af, at det er ok f.eks. at snakke, mens instruktionen er i gang. En elev der er fuld opmærksom er stille i lyd og bevægelse, aktiv lyttende og rettet mod underviseren.
2. Forbered dig på instruktionen. En god instruktion er kort og præcis; gerne med trin for trin anvisninger. Sig kun det, der er nødvendigt; skær ind til benet. Det er væsentligt, at vi som underviser har tænkt elevernes arbejdsprocesser igennem. Gjort os refleksioner over, hvor bliver det svært for eleverne? Hvilken rækkefølge er mest hensigtsmæssig? Hvor vil eleverne typisk gå i stå? Hvilke strategier kan eleverne benytte sig af undervejs? osv. Dertil at vi reflekterer over, om det reelt er en instruktion, eller om det er ny viden, som vi vil formidle til eleverne?
3. Lav et stillads til instruktionen. Når vi som underviser skaber et tydligt stillads for vores instruktioner, gør vi det nemmere for elever at navigere. Brug gerne visuelle virkemidler til at understøtte instruktionen, så den både er mundtlig og visuel; brug enkelte ord/sætninger samt ikoner/billeder. Brug gerne et fast sted på tavlen/smartboard/i den digitale læringsplatform, hvor der altid skrives instruktioner, således at dette bliver et genkendeligt sted for eleverne i forhold til at være selvkørende og selvregulerende i den efterfølgende arbejdsproces.
4. Brug en trigger. Du er midt i instruktionen og pludselig rejser nogle elever sig for at gå i gang. Du stopper dem og når måske at tænke: hvad skete der lige der? En situation og erfaring alle undervisere har gjort sig. Det er nemlig helt naturligt for eleverne, at de er så fokuseret på at komme i gang, at de mister deres fokus og en uheldig sproglig vending fra os, får dem til at tro, at de nu må gå i gang. Brugen af faste vendinger i sit sprogbrug af en tydelig markering for, hvornår eleverne må gå i gang, kaldet en trigger, giver en tydelig klasseledelse, der gør det nemmere for eleverne at følge den anvisning, vi giver. Et par eksempler på triggere: 1) Om lidt, når….. , 2) Når jeg siger ´værs´ go´, må I gå i gang.
5. Sæt en tydelig ramme for eleverne. Vi kan bruge forskellige kontekstmarkører, der inddikerer, at vi nu træder ind i et instruktionsrum. Det kan være en anden placering i lokalet. Måske kan du samle eleverne foran tavlen/smartboard, på en trappe, i en cirkel på gulvet osv. Lokalet taget i betragtning må det overvejes, hvad der kan fungere bedst: skal eleverne sidde på gulvet? Skal de tage deres stole med? Skal de have faste pladser i denne ramme? Osv. I egen praksis kaldte jeg dette rum for Skolestuen – et begreb eleverne kendte og dermed havde en bestemt adfærd forbundet med. I instruktionsrummet skal eleverne kende de forventninger vi har til samværsformen. Brug et tegn/et kodeord, der indikerer denne samværsform; f.eks. at eleverne skal sidde stille og tie stille, indtil du er færdig med at give instruktionen. Aftal gerne i teamet hvilket tegn/kodeord I bruger, så det er genkendeligt for eleverne.

Hvordan involverer jeg eleverne i den gode instruktion?

6. Undervis eleverne i at modtage en instruktion. Det vil ofte være nødvendigt at lære eleverne samværsformen i Opstil kriterier, gerne sammen med eleverne, for den gode samværsform under instruktioner. Hvad kendetegner en, der er god til at modtage en instruktion? Hvordan kan man se og høre, at en er god til at modtage en instruktion? Således har vi mulighed for at evaluere samværsformen når og hvis, der er behov for det. Lad eleverne vurdere egen adfærd – hvad er elevens styrker, og hvad er der behov for at øve sig på? – ud fra de opstillede kriterier. Dertil kan du som underviser guide eleverne i deres adfærd ud fra de tydelige kriterier, som eleverne allerede kender. Det giver en tydelig klasseledelse og forventningsafstemning. I arbejdet med at lære at være i instruktionsrummet kan det være hensigtsmæssigt at lave en metarefleksion over, hvorfor denne instruktion er væsentlig. Hvorfor er det vigtigt for eleverne at kende instruktionen? Hvilke fordele giver det dem? Og os som underviser? Osv. En forståelse af hvorfor læreren giver instruktionen kan være med til at guide nogle elever til mere hensigtsmæssig adfærd og fokus.
7. Tjek for forståelse. Kender I det, at vi som underviser efter endt instruktion spørger eleverne, om de har forstået instruktionen, hvortil de svarer ja. Derefter går eleverne i gang og kort tid efter, er der elever, der spørger: Hvad skal jeg her/nu? For at øge sandsynligheden for at eleverne ved, hvad de skal, kan vi lade eleverne gengive instruktionen lige efter endt instruktion. Lad enten eleverne tale sammen to og to om instruktionen trin og trin. Eller lav det som korsvar på klassen. Vær nysgerrig på, hvordan eleverne har forstået instruktionen. Eks. Hvad skal I nu gøre? Hvordan forstår I instruktionen? Osv. På den måde tjekker du for forståelse, giver mulighed for at eleverne tygger på indholdet og øger dermed deres forståelse. I den forbindelse baner vi også vejen for en klassekultur, hvor eleverne undervejs i arbejdsprocessen kan bruge hinanden som læringsressource, f.eks. når de går i stå.
8. Få feedback fra eleverne. Fortæl eleverne, at du er i gang med at gøre dine instruktioner bedre. Vær nysgerrige på, hvordan eleverne oplever din instruktion. Det kunne f.eks. være, at du beder dem vurdere din forklaring – er den kort og præcis? Er den til at forstå og navigere i? Ved eleverne, hvad de skal efter instruktionen? osv. Brug elevernes feedback som din egen læringsressource. Eleverne kan evaluere mundtligt eller skriftligt ved brug af forskellige evalueringsværktøjer. Feks. på post-it med 2 stjerner og 1 ønske.

Den gode instruktion har stor betydning for alle i undervisningen; for underviseren, for læringsmiljøet og den enkelte elev – den er værd at give et eftersyn.